Østers og havregrød
Købmandsgården Baagøe & Riber i med- og modgang gennem 265 år
Jacob Knage Rasmussen * Svendborg Museum * 2011 indbundet H: 26,5 x B: 24,5 cm
Købmandsgården Baagøe & Riber i med- og modgang gennem 265 år
Jacob Knage Rasmussen * Svendborg Museum * 2011 indbundet H: 26,5 x B: 24,5 cm
På rækværket ind til Baagøe & Ribers havneplads ses et lille hul i plankeværket og en taleboble med ordene Kig Ind. Historiker Jacob Knage Rasmussen,Svendborg Museum har med bogen Østers og Havregrød - Købmandsgården Baagøe & Riber i med- og modgang gennem 265 år fulgt opfordringen, og det er der kommet et spændende resultat ud af.
I dag kender de fleste håndværkere og erhvervsdrivende Baagøe & Riber for dens tid som byggemarked og tømmerhandel på Svendborg havn. Her kunne man med professionel vejledning foretage sine indkøb i en traditionsrig og stemningsmættet atmosfære, men det er langt fra hele historien. Bogen følger virksomheden i storhedstiden som kornhandel i 1800-tallet, gennem den lange og slidsomme kamp for overlevelse og frem til d. 1. april 2009, hvor Baagøe & Riber til sidst måtte kapitulere.
Medlemmer af Riber-familien, tidligere medarbejdere og naboer er blevet interviewet i forbindelse med udarbejdelsen af bogen, og dette har givet et unikt indblik i en ellers lukket verden. For Jacob Knage Rasmussen har det været en spændende rejse ind i virksomhedens historie, og arbejdet med bogen har budt på flere overraskelser undervejs. Hemmelige aflytninger, kollektive opsigelser, storhedsvanvid og dramatiske familiefejder, er blot nogle af de historier, der dukker op, når man går bag facaden på en gammel og traditionsbundet købmandsslægt.