Af fhv. skibsfører Knud Rasmussen ”Tømreren”, Rudkøbing
Fars gamle onkel Gustav Rasmussen, som har skrevet en 100 sider lang rapport om familien og dens skibe i Marstal under titlen ”200 aarig Marstal Skipperslægt mindes Søen” har under titlen ”Uforklarlige hændelser” skrevet følgende:
1) Den nat fars gamle matros forliste med sit skib ved Rygen, stod jeg ved roret paa mit eget skib. Jeg var alene, det var klart maaneskin, og jeg kunne tydeligt se hen over dækket. Pludselig ser jeg henne midtskibs en skikkelse komme op af vandet, gaa tværs over dækket og ud i vandet paa den modsatte side. Jeg var klar over, at det var Laurids. Senere fik jeg at vide, at det var paa samme tid at Laurids var strandet paa Rygen og omkommet.
Nu havde jeg haft meget med Laurids at gøre, naar jeg sejlede med min far i Fortuna. Denne oplevelse var meget underlig, og jeg kan ikke forklare den.
2) I efteraaret 1896 rasede der en forfærdelig orkan over Nordsøen. Jeg var med mit eget skib paa vej med last fra England. Mange skibe gik ned i orkanen - ogsaa nogle fra Marstal. Jeg var lige gaaet nedenunder et øjeblik for at hvile mig og lukkede øjnene et øjeblik, og saa drømte jeg om en anden Marstalskipper, som jeg kendte og som ogsaa var gaaet ud fra England samtidig med mig. Jeg saa ham staa ude i det meste forrygende vejr, og søen slog op over ham fra alle sider, og det hele stod i eet, men saa et øjeblik efter ser jeg ham staa paa en stille grøn eng, det hele var saa roligt, stille og smilende, og der stod han saa ganske roligt og vinkede til mig. Senere efter at jeg var kommet tilbage til Marstal, gik jeg nede paa havnen og sludrede med nogle andre skippere, saa blev vedkommende skipper omtalt, fordi han var meldt savnet. Saa kom jeg i tanker om min drøm og sagde ganske kort, han kommer ikke mere, han er død.
3) En anden gang var jeg om bord i et skib, vi var paa vej igennem den engelske kanal, vi havde en ladning brosten fra Skotland og var paa vej til Frankrig, og det blæste en storm. Jeg havde frivagt og var under dæk. Pludselig hører jeg ganske tydeligt en stemme raabe "kom op", og jeg for straks op paa dækket, men der var intet at se, roret var gjort fast, og hele vagten stod henne midtskibs omkring storestagsejl, skødet var sprunget, og de var i færd med at reparere det. Saa kastede jeg et blik ud over forskibet og ser ganske tæt paa en sejler komme lige imod os, og vi havde vigepligt. Jeg sprang hen og fik lagt roret op og saa hen til stormasten og rev faldet los. Under saadanne vejrforhold førte vi ikke det rigtige storsejl, men havde i stedet for et trekantet stormsejl. Som regel maatte vi hive og slide i faldet for at faa sejlet til at løbe ned, men nu saasnart jeg løsnede faldet, gled sejlet ganske let ned, saa løb jeg tilbage til roret og fik skibet til at falde af akkurat saa meget, at vi lige gik klar af det andet skib, men jeg turde næsten ikke se op, for saa tæt passerede det andet skib. De raabte efter os og skældte sikkert ud, det var en nordmand. De andre henne midtskibs bemærkede ikke noget, før det hele næsten var overstaaet, og de fortalte mig, at ingen havde kaldt paa mig.
4) Noget af det mærkeligste, jeg har oplevet, var da jeg sejlede med skonnertbriggen Vega af Marstal. Dette skib førtes og ejedes af min svoger Rasmus Andersen Rasmussen. Vi laa i Nordsøen, det var hen mod aften, og det blæste kraftigt. Vi skulle vende, jeg stod ved roret, og jeg lagde roret ned, og skibet løb godt nok op i vinden, men der blev den liggende og ville ikke gaa over stag, det var dog besynderligt tænkte jeg, for den skulle jo have vendt som ingenting. Naa, jeg faldt af igen, og den havde faaet god fart paa, og jeg lagde igen roret ned, men der skete det samme igen, den løb godt nok op i vinden og blev liggende. Rasmus var kommet op og stod nu ved siden af mig, og vi var skam lige ved at komme op og nappes. Vi faldt saa af endnu en gang, og jeg skulle lige til at lægge roret ned for tredje gang, og selv om det nu allerede var halvmørkt, saa faar vi nede i læ og tæt paa øje paa en brig, den laa næsten helt under vand og havde ikke langt igen. Vi fik taget farten af Vega og sprang hen og gjorde storbaaden klar. Vi skulle ellers altid bruge talje for at faa den los, men det var der ikke tid til her, saa alle mand tog et tag, og forunderligt nok gled baaden straks i vandet. Jeg sprang ned i den sammen med et par mand og kom godt nok i læ af briggen, det var en stor russisk brig med ni mands besætning, og skipperens datter var ogsaa med. Skibet var ballastet men sprunget læk, og de havde faaet sand i pumperne. Vi kunne ikke tage alle paa en gang, saa vi maatte over to gange. Kort efter, at alle var kommet om bord, sank briggen, og skipperen sagde paa tysk " Da geht der alte Heros". Jeg har ingen forklaring til denne hændelse, ud over at det maa være forsynets mening, at denne besætning skulle reddes, for hvis Vega var vendt, som den plejede, saa havde vi aldrig faaet øje paa briggen.
Gustav Rasmussens søn, Holger Rasmussen, har kun een gang oplevet noget uforklarligt, og der var hans far ogsaa med, for det var nemlig til Gustavs begravelse i 1943:
Det var en smuk stille junidag, kisten var lige sænket i graven, og provst Egede Schack havde lige ladet jorden falde paa kisten, og i samme øjeblik kom bogstaveligt talt som et lyn fra en klar himmel et forrygende vindstød og flere fulgte efter, og det kneb for folk at stritte imod vinden, og provsten kunne daarligt holde paa hat, kjole og skovl. Det hele varede i 20 sekunder, og saa var det igen helt stille. Provsten, en mand af intelligens og ligevægtigt omdømme, sagde flere aar efter med et halvforlegent smil til Holger, at det nu egentlig var noget meget mærkeligt, der skete ved den begravelse. Holger vil ikke kommentere sagen, men nøjes med at sige, at det maaske er en forbindelse mellem os her og det hinsides, som vi ikke forstaar os paa. I relation til Gustav Rasmussens beretninger kan jeg berette om tre episoder af lignende art, som jeg har oplevet ca. 100 aar efter ham. Jeg vil gerne understrege, at jeg betragter mig som en lige saa nøgtern sømand som Gustav var, og at jeg heller ikke kan finde forklaring paa det skete.
Knud Rasmussen har selv haft mærkværdige oplevelser på søen:
1) I 1954 var jeg selv mønstret ombord i den 10.000 tons store stykgodsbaad Trein Mærsk som tømmermand. Vi var paa vej fra Panama til San Francisco og videre til Far East. Om bord var en saakaldt fladtank lige under skibets styremaskine, denne tank kunne rumme ca. 150 tons. Den blev mest brugt som ballasttank, men af og til havde vi flydende tælle eller palmeolie i den, og den var derfor forsynet med varmespiraler. Jeg havde faaet besked af overstyrmanden, at tanken skulle bruges ude paa Østen, saa jeg havde derfor lænset den og aabnet for luftrør og mandedæksel for at faa lidt luft i tanken. Jeg skulle ned i tanken for at efterse sugeledninger og i det hele taget efterse den. Egentlig skulle jeg have haft en mand til at holde vagt af sikkerhedsmæssige grunde, men jeg tænkte, at naar tanken var gennemluftet et par dage, saa skulle der ikke være fare. Efter at være kommet ned i tanken lagde jeg mig paa knæ ved sugerøret, og da jeg skulle rejse mig, kunne jeg ikke komme op, og kort efter var jeg bevidstløs. Jeg troede, at jeg drømte, at jeg var nede i tanken, men saa slog jeg min albue mod et af varmerørene og fik et elektrisk stød og opdagede, at min lommelygte var rullet fra mig og laa og lyste et stykke væk. Nu var jeg klar over, at jeg virkelig var i tanken, og at der var fare paa færde og maatte sørge for ikke at gaa i panik, for ingen ville høre mig, selv om jeg raabte. Jeg kunne se lyset komme ned henne ved lejderen ved mandehullet, og nu var det bare om at komme derhen. Rejse mig kunne jeg ikke, saa jeg trak mig langsomt paa ryggen over de slimede rør og kom efterhaanden hen i nærheden af mandehullet, hvor luften var bedre. Jeg laa lidt der og fik det bedre, og ved hjælp af trinene kom jeg langsomt op at staa, saadan opholdt jeg mig et stykke tid, idet jeg ville være helt sikker paa ikke at falde igen. Jeg kom endelig op og fik den friske luft i mig og vaklede ud af styremaskinen. Den første, der saa mig, blev helt forfærdet, for jeg var ligbleg. Styrmanden og flere kom til og fik mig ud paa dækket, hvor jeg med een under hver arm gik frem og tilbage for at faa vejrtrækningen i gang igen. Det var meget tæt paa, og det kan kun have været min skytsengel, som hjalp mig. Siden har jeg advaret andre imod at gaa i tanke, før de er udluftet.
2) I 1970 var jeg skipper i A. P. Møllers bulkcarrier Florentine af Panama, som var paa 25.000 tons. Vi var paa rejse fra Durban til Osaka i Japan med en fuld last pigiron. Vi laa ca. 3 sømil fra Kii Suido, den meget smalle indsejling til bugten, hvor Kobe og Osaka ligger. Det var meget tæt taage, og vi kørte med meget langsomt frem, eller stop, paa maskinen, idet der er meget trafik i omraadet. For ude havde vi bl.a. tre ekkoer paa radaren, og de kom meget langsomt nærmere. Overstyrmanden og jeg var enige om, at det sikkert var et større skib, og de mindre ekkoer var fiskere. Holdt nøje øje med radaren, og jeg blev betænkelig, da punkterne stadig holdt samme afstand til hinanden og spekulerede paa, om det kunne være to slæbebaade med et skib under bugsering og gav derfor ordre til halv kraft frem og haardt styrbord ror, og i det samme saa vi den ene slæbebaad ret for og meget tæt paa. Slæbebaaden drejede haardt styrbord, og Florentine var nu langsomt i styrbords drej, og vi passerede hinanden meget tæt paa. Det viste sig at være en stor havareret norsk tankbaad under bugsering til værft eet eller andet sted i Japan. Havde jeg ikke i sidste øjeblik faaet den indskydelse at dreje haardt styrbord, saa var vi kollideret.
3) I 1979 var jeg skipper i A. P. Møllers tankbaad Gjertrud Mærsk paa 30.000 tons. Vi var paa vej til New York med en ladning benzin. Vi var ved at være oppe paa en position, hvor vi skal dreje ind efter Ambrose fyr, hvor vi faar lodsen ombord. Der er tre ruter at sejle ind i, og jeg havde tænkt paa den nordligste, idet jeg regnede med, at der var mindst trafik. Der er radiosignaler at styre efter i hver rute. I det samme siger styrmanden, nu er vi lige i den midterste rute efter signalerne, skal vi ikke tage den? Jo all right, siger jeg, og vi drejer saa ind i kursen, der var temmelig meget luft og hvide toppe paa søerne. Kort efter faar vi øje paa et lille hvidt punkt og drejer ned imod det, som viser sig at være en ca. tolv fods glasfiberjolle. Vi regner med, at den er tom og bare drevet ud fra land i den kraftige fralandsvind. Pludselig rejser en person sig op og fægter vildt. Vi faar vendt skibet, og efter noget besvær faar vi lagt skibet saaledes, at jollen kan drive ned og ramme os midtskibs. Vi har hængt lejdere og tovværk ud over siden og et par mand nede for at tage imod, og vi faar ham godt om bord, jollen maa vi lade drive. Manden den 35 aarige Raymond J. Barberio fra Monmouth Beach. Han havde været ude at fiske, men paahængsmotoren var gaaet i stykker, og inden han kunne ankre, var han drevet ud paa dybt vand, og vi fiskede ham op ca. 78 sømil fra Sandy Hook, efter at han havde drevet i tre døgn og næsten opgivet redning. Han var efterlyst, og U.S. Coast Guard havde søgt efter ham forgæves. Han havde en overlevelsesdragt paa, og efter at have faaet nyt tøj paa og noget varmt at drikke kom han hurtigt til sig selv, og jeg kunne meddele Coast Guarden, at vi havde ham om bord, og de tog ham om bord henne ved lodsen. Næste søndag gik han i kirke og takkede for sin redning og sagde ved samme lejlighed, at nogen maa have faaet skipperen til at ændre kurs før tiden, ellers var han ikke blevet reddet. Baaden ville være drevet længere til havs, og han var sikkert ikke blevet fundet.
(Marstal Søfartsmuseums årbog 1999)